Hvordan genkender man bevismaterialer?

Det er ikke kun deres udseende, der gør det svært at skelne ulve fra hunde. Deres spor, bytte og scats kan ikke altid være nemt at skelne imellem. Stor ekspertise og stor erfaring er nødvendigt for at kunne afskille disse ting fra hinanden. Kun uddannede personer vil kunne komme med pålidelige resultater. Ikke desto mindre er alle veldokumenterede beviser fra andre personer der tyder på ulvens tilstedeværelse uundværlige i overvågningen.

Nedenfor kan du læse nogle tips til hvordan du kan genkende ulvespor, bytte og scats (afføring).

Fodspor fra ulv i Danmark

Ulvespor

Det typiske ulvespor af en voksen ulv er mindst 8 cm langt (målt uden klør), har en lang oval form og klørne ses tydeligt. Enkelte spor et ikke nok til at bestemme om det er fra en ulv eller en hund, fordi mange hundepoter ligner en ulvs.  Det er nødvendigt at følge dyrets spor over en længere afstand for at kunne skelne mellem dem med sikkerhed. For at kunne genkende sporene er gangen meget vigtig. Ulvens gang plejer at være nemt genkendelig da det foregår i trav. I denne energibesparende gang placeres deres bagpote direkte i sporet af den (lidt større) forpote på samme side. De dobbelte tryk (spor) der forekommer er lige høje, og har et mellemrum på 50cm (en halv trinlængde) i en lige linje som perler på en streng.

OBS:

Mange hunde placerer også deres bagpote direkte i de forreste poters aftryk i dyb sne eller løst sand. Denne gør sonderingen særdeles vanskelig, og  sporene skal følges ver en længere afstand (ca 2 km) for at tillade et præcist bud på det pågældende dyr. I modsætning til ulve bruger hunde sjældent denne gang på fladt underlag over længere afstande. Ikke desto mindre bør man også følge disse spor i mindst 100 til 500 meter.

Når ulven løber i et hurtigere tempo benytter den “side trav”, hvilket er når bagpoter kommer længere frem end forpoten. Med disse gangarter kan spor ikke differentieres mellem ulve og hunde af samme størrelse.

Ofre for ulven

Ulve dræber normalt mellemstore til store byttedyr såsom rådyr, vildsvin, rød hjorte og får, som de dræber ved et velplaceret bid i struben (strangulationsbid). Skader på flanker kan ofte findes på store byttedyr såsom hjorte, da det er der ulven nemmest kan trækket byttet ned. Hunde er normalt mindre erfarne i den slags. De bider deres ofre tilfældigt og foresager derved skader over hele kroppen på byttet. Det døde dyrs hud skal trækkes af for at kunne genkende et bid i struben eller andre bide mærker.

Ikke alle dyr, der er fundet døe i naturen, kan være drabt af et rovdyr. Vilde dyr dør også ofte pga. svaghed, sygdomme eller skader, der kan være foresaget af et trafikuheld. Ræve, rovfugle og andre ådselædere finder deres føde på de døde dyr og forlade også bidemærker. Meget erfaring er nødvendig for at kunne skelne imellem bidemærker der har dræbt byttet eller som først er kommet efter dyrets død. Byttedyrenes lig undersøges af specialuddannede eksperter. Ingen undersøgelse og vurdering er mulig, hvis der kun er små rester tilbage af byttet pga. forfald eller fordi andre rovdyr og fodret deraf. Det er derfor vigtig at fundne lig af dyr rapporteres omgående for at kunne finde kilden til dødsfaldet.

Fodspor fra ulv i Danmark

Ulves afføring

Ulvens “scats” (fæces) indeholder for det meste en masse hår fra byttedyret der er blevet spist, og også ret store stykker knogle, tænder og hove. Scat er normalt mindst 2,5 cm i diameter, ofte mere end 20cm lang og er for det mestest lagt på fremtrædende steder såsom midt på stier, gå gange og i kryds. Ulve kan lide at bevæge sig langs disse steder og placere deres fæces som duft og optisk territoriale markeringer. De erstatter regelmæssigt gamle med nye. Derfor er fæces hovedsageligt fundet langs ulvenes foretrukne ruter og ynglingssteder.