Hvorfor er ulven fredet?

Hvorfor er det egentligt ulven er fredet? eller man kunne måske spørge, ”Er det nødvendigt at ulven er fredet? Ja, svaret på det sidste spørgsmål kommer jo an på hvad vi vil opnår, hvis man mener det er ligegyldig at vores arter uddør og vores natur er uden værdi og naturen sådan set kunne afskaffes, ja så er der ingen grund til at frede ulven. Hvis man derimod syntes ”at vilde dyr og planter udgør en naturarv af æstetisk, videnskabelig, kulturel, rekreativ, økonomisk og selvstændig værdi, som bør bevares og overleveres til fremtidige generationer”, så bør man måske overveje om ikke ulven bør være fredet. (Citatet er taget fra Bern-konventionen).

Det næste spørgsmål er så om en fredning er nødvendig for at kunne nå målet om at vi kan have fritlevende ulve i Europa mange tusinde år endnu.

Det er svært at give et enkelt svar på i hvilken grad europæisk ulve er truet og hvad der skal til for at sikre artens overlevelse. I det følgende er beskrevet en række af de problemstillinger der indgår i vurdering af artens status.

Det største og helt afgørende problem er at den nuværende europæiske ulvebestand ikke befinder sig i et naturligt leje, da den efter mange hundrede års jagt og forfølgelse i stor udstrækning lever i isolerede bestande som ikke kan overleve på lang sigt. Grundlæggende klarer ulven sig godt i Europa og de store og mellemstore bestande er stort set alle i vækst.

Kernen er at ulven om art oprindeligt (for nogle hundrede år siden) var udbredt over store dele af Europa og bestanden var noget større end i dag. Inden da var arten ulv udviklet igennem flere hundredetusinde år. Ulven var kort sagt fordelt ud over det meste af Europa i en stor bestand, hvor udvandrede ulve kunne komme langt omkring. Dette sikrede udveksling af friske gener og en sund genetisk variation i bestanden.

Men så for nogle hundrede år siden begyndt jagten på ulven for alvor overalt i Europa og til sidst var der kun ulve i, Spanien, Italien, Karpaterne, De baltiske lande, Rusland og på Balkan, i resten af Europa var der stort set ingen ulve.

Den samlede Europæiske bestand var omkring 5000 ulve. I 1983 blev ulven så fredet i Bern konventionen og herfra begyndte bestanden langsomt at vokse og siden er det gået støt fremad for den europæiske ulv.

Grunden til at ulven i dag er fredet er at der forsat er en række udfordringer. Den nuværende bestand er f.eks. mange steder smal rent genetisk, fordi bestanden har været skudt ned til et meget lille antal, f.eks. viser DNA undersøgelser at der omkring 1930 var otte genetisk stammer af ulv i den finske bestand, i dag er der kun tre af disse tilbage, de fem andre stammer er således udryddet. Den genetiske variation er derfor meget mindre end i den historiske bestand. Genetisk variation har betydning for bl.a. en arts modstandsdygtighed over for epidemier, klimaforandringer, ændringer i habitat og ændringer i fødekilder er blandt de væsentlige. Når noget i omgivelserne ændre sig vil nogle varianter være bedre til at leve under de nye omgivelser end andre varianter, og artens chance for at overleve en ændring som f.eks. varmere klima vil være større. Nogle dele af den Europæiske ulvebestand lever i bestande der helt eller delvist er isoleret fra den øvrige bestand. Dette gælder f.eks. bestandene i Norge/Sverige og Nordspanien/Portugal. Konsekvensen er der ikke tilføres nye gener til disse bestande med øget risiko for indavl og mindre genetisk variation pga. ”genetisk drift” Det er et afgørende forhold at der tilføres nye gener til den Norsk/Svensk bestand via Finland eller Rusland og at den Nordspansk bestand får tilført gener fra den Franske eller Alpine bestand. Det er således ikke udelukkende den samlede bestands størrelse i antal der er afgørende for hvor sund en bestand kan sige at være, sammenhængen i bestanden er et helt afgørende forhold.

Figur 1, de forskellige regioner hvor ulven var etableret i 2013.

Et andet forhold der indgår i vurderingen af om en art har gunstig bevaringsstatus er at dens naturlige udbredelsesområde ikke bliver reduceret eller om det sandsynligvis vil blive reduceret inden for overskuelig fremtid. Endelig skal det samlede udbredelsesområdet være stort nok (og vedblive at være stort nok) til at arten kan overleve på lang sigt (meget langt sigt).

Figur 2, ny etablerede bestande siden vedtagelse af habitats direktivet.

Figur 3. Ulvens vandring. Bemærk der ikke er nogen pile mod nord og vest fra Kapaterne, den store bestand i Kapaterne og på Balkan udgør en vigtig kilde til genetisk fornyelse af den øvrige europæiske bestand. Fra Hindrikson m.f. 2016,” Wolf population genetics in Europe: a systematic review, meta-analysis and suggestions for conservation and management”.

Figur 3. Ulvens vandring.